Hovedpine

Hovedpine / Migræne:

Hovedpine er meget hyppig, faktisk så hyppig, at mere end én ud af tre voksne danskere har søgt hjælp for at lindre eller komme af med den. Hovedpine kan være en sygdom i sig selv, men det kan også være et symptom på, at der er noget andet galt. Man kan have flere hovedpinetyper samtidigt, således at de kan forstærke eller udløse hinanden indbyrdes. Derfor er det en god idé at man bliver behandlet, så den ene hovedpine ikke afløser den anden i en uendelighed.

 

Der findes forskellige hovedpine-typer og de karakteriseres blandt andet efter hvor smerten befinder sig. Eftersom de behandles forskelligt er det en god idé at gøre sig klart, lige præcist hvor du mærker smerten, når du har hovedpine.

 

 

Spændingshovedpine:

Ca. 6 ud af 10 personer, der har hovedpine, lider af den type, der kaldes hovedpine af spændingstypen eller blot spændingshovedpine.

 

Hvis din hovedpine mærkes i begge sider af panden, og til tider er kombineret med nakkesmerter, kan der være tale om den såkaldte spændingshovedpine.

 

Det er meget forskelligt fra person til person, hvor mange anfald af hovedpinen man får om året, og længden af det enkelte anfald kan også variere.

 

Spændingshovedpine er normalt ikke forbundet med kvalme og opkastninger, medmindre det har stået på i meget lang tid, hvor du så kan opleve en let kvalme i forbindelse med hovedpinen.

 

Der findes en anden type hovedpine, der ofte forveksles med spændingshovedpinen, nemlig den nakke-udløste-hovedpine, som også kan være kombineret med nakkesmerter. De to typer kan skelnes fra hinanden, da nogle symptomer er forskellige

 

 

Nakkeudløst hovedpine:

Hvis din hovedpine primært mærkes i den ene side af nakken, det vil sige, du primært har ondt i højre eller venstre side, og primært i baghovedet, så er der højst sandsynligt tale om den nakke-udløste-hovedpine.

 

Det, du mærker, er at hovedpinen typisk forværres eller fremkaldes af bestemte nakkestillinger eller nakkebevægelser, og der er nedsat bevægelighed af nakken i en bestemt retning. Du kan altså have ondt eller føle dig spændt i nakken, når du bevæger hovedet.

 

Kiropraktisk behandling er meget effektiv ved både spændings- og nakkeudløst hovedpine.

 

 

Migræne:

Migræne anses for en meget speciel type hovedpine. Man ved ikke hvorfor nogle får migræne, men man ved, at under et migræneanfald er der en særlig aktivitet i hjernen, og en øget omsætning af nogle stoffer, men hvad det betyder, er endnu ikke afklaret. Overordnet set findes der to former for migræne: ’Migræne med aura’ og ’migræne uden aura’.

 

For begge typer migræne gælder, at smerten er dunkende, ofte ensidig, hvor den sidder enten i højre eller venstre side af hovedet. Smerterne er voldsomme og mærkes både fra baghoved, tinding og øjenomgivelser. Andre symptomer kan være kvalme, opkast, ubehag, lys- og lydfølsomhed, synsforstyrrelser m.m.

 

Personer, der lider af migræne, kan også lide af spændingshovedpine eller den nakkeudløste hovedpine, som i givet fald kan/skal behandles separat.

 

Behandling af migræne er typisk medicinsk, men det kan være en god idé at blive undersøgt af en kiropraktor, for at finde ud af om der er andre hovedpinetyper til stede, som kan lindres med manuel behandling.

 

 

Hovedpine hos børn:

Hovedpine er et af de mest almindelige smertesymptomer hos børn. Når et barn lider af tilbagevendende hovedpine, påvirker det barnets skolegang og fritid, både i form af nedsat velbefindende, sygemelding og udeblivelse fra sociale aktiviteter. Der findes forskellige typer af hovedpine hos børn. De almindeligste er spændingshovedpine, migræne og nakkehovedpine.

 

Opsøg en kiropraktor for at få stillet den rigtige diagnose, så den optimale behandling kan igangsættes.

 

 

Kilde: kiropraktorguide.dk