Iskias

Iskias:

"Iskias" bruges i daglig tale som en fællesbetegnelse for smerter i ballen og/eller benet. Tidligere var man af den opfattelse, at smerter i benet opstod på grund af irritation af iskiasnerven et eller andet sted i dens forløb. Iskiasnerven er nemlig en stor nerve, der ligger på bagsiden af hvert ben.

 

Det, der typisk kaldes iskiassmerter kan variere meget i den måde det føles på, og der kan være mange forskellige årsager til smerterne. Man kan altså ikke afgøre årsagen til smerterne alene ud fra hvor og hvordan smerterne føles. Smerterne kan godt have deres udspring i det nederste af ryggen eller musklerne i ballen, selvom det kun gør ondt i benet.

 

Generelt kan man dele det op i smerter over knæet og smerter under knæet.

 

Har du smerter over knæet, vil du opleve varierende smerter, normalt af en dyb, borende karakter, i lænd, baller og baglår. Ved denne type er der ikke tale om et egentligt tryk på iskiasnerven. Smerterne skyldes ofte ledproblemer i lænd, bækken, hofte og knæ eller henviste smerter fra muskler i sæderegionen.

 

Oplever du smerter under knæet kan det skyldes et egentligt pres på nerven. Det er det, man for eksempel mærker ved diskusprolapser. Smerterne er ofte skarpe, brændende og overfladiske, og kan være suppleret med tegn på, at nerver påvirkes. Nervepåvirkningen mærkes som sovende/døde fornemmelser eller en fornemmelse af kulde, varme eller vibration. Hvis du sidder ned, kan det desuden være umuligt at strække det dårlige ben i knæet.

 

 

 

 

Kilde: kiropraktorguide.dk