Ben, knæ og fødder

Ben:

Bensmerter eller udstrålende smerter til benet kan skyldes mange ting, fx. hofte, knæ, fødder, muskulære spændinger og ledlåsninger i lænden, diskusprolaps i lænden mm. For at finde ud af, hvad bensmerterne skyldes er det en god idé at søge kiropraktor, som kan undersøge dig grundigt, stille en diagnose og behandle derudfra.


Knæ:

Smerter i knæet opleves af mange mennesker på et eller andet tidspunkt i deres liv. Smerterne kan variere lige fra forbigående overbelastninger og forstrækninger til skader som kræver længere genoptræningsforløb, operation eller i yderste konsekvens udskiftning af knæleddet.


Hvis du har haft smerter i et knæ over en længere periode, uden kendt grund, vil det være hensigtsmæssigt at blive undersøgt. Dette gælder også hvis du har haft smerter efter en skade eller overbelastning, og smerterne ikke gradvist aftager. På den måde kan du få klarhed over, hvor smerten kommer fra, og om der kan, eller skal gøres noget for at blive smertefri og fuldt funktionsdygtig igen. Måske skal årsagen slet ikke findes i selve knæet, men i fx ankel eller hofteled.


Fødder:

Langt de fleste mennesker oplever flere gange i deres liv at få ondt i et underben, en ankel eller i foden. De fleste smerter er dog fuldstændig ufarlige og vil gå over efter et stykke tid, mens andre bør undersøges og behandles. Nogle typer smerter er relateret til alderen, og faktisk primært til barndommen.


Akutte smerter i underben, ankel og fod har sjældent noget at gøre med alvorlig sygdom. Akutte smerter kan opstå ved, at du vrider om på anklen under løb eller ved, at du glider på et glat underlag, men de kan også opstå ved eksplosive afsæt i for eksempel badminton. Smerterne kan variere i styrke. Ofte mærkes de som et kraftigt jag af kortere varighed, hvorefter intensiteten aftager, og smerten vil derefter forværres igen ved belastning.


Den måde symptomer opstår i underben, ankel og fod ligner symptomer ved andre overbelastninger. Til at begynde med føles smerterne kortvarigt, når man begynder at belaste benet, dvs. når man begynder at gå eller løbe. Senere kan man opleve at få smerter, når man har været aktiv. I næste fase kommer smerterne, når man stopper med at være aktiv. Til sidst er der smerter hele tiden.


De symptomer man mærker ved slidgigt er de samme som dem man mærker for andre led og de opstår med den typiske såkaldte ’treenighed’ af smerter. I starten har man således lettere smerter, når man begynder at belaste leddet, senere får man smerter, når man har belastet leddet og til sidst har man konstant smerte ved belastning.




Kilde: kiropraktorguide.dk