Svimmelhed

Svimmelhed:

Balancesystemet er et kompliceret system, der udnytter informationer fra forskellige sanser: Balanceorganerne i det indre øre, der omfatter buegange og ørestensorganer, synet, muskel- og ledsans, der giver fornemmelsen af stilling i muskler og led og følesansen i fodsålerne.


Man bliver svimmel, hvis dette system ikke fungere optimalt, og der kan være mange årsager til svimmelhed. De mest almindelige er:


Nakkerelateret svimmelhed:

Ved nakkeproblemer er svimmelhed ofte et fremtrædende symptom. Årsagen til dette kan være dårlig funktion af de nerver, der registrerer hovedets stilling i forhold til kroppen. Samtidig er der ofte symptomer som hovedpine, øget træthed, svie og smerter i nakkemusklerne.

Behandlingen består i at få genskabt bevægelighed i nakkens led samt løsnet op for de muskulære spændinger. Kiropraktisk behandling er meget effektiv på denne type svimmelhed.



Øresten (BPPV):

Ørestenssygdom (BPPV) er den hyppigste årsag til svimmelhedsanfald. Ca. 20% af dem, som lider af svimmelhed, har løse øresten. Sygdommen ses sjældent hos børn og unge mennesker, men i løbet af livet vil halvdelen af os nå at opleve ørestenssvimmelhed. Ses oftest hos kvinder (65%).


Ørestenssygdom skyldes, at kalkkrystaller fra ørestensorganerne i det indre øre har forvildet sig ind i en af de tre væskefyldtebuegange, som er en vigtig del af vores balancesystem. Her registreres, om hovedet er op eller ned, til højre eller venstre, forlæns eller baglæns. Når der er løse øresten i buegangene, kommer der mere bevægelse i væsken, og vores hjerne opfatter derfor en normal hovedbevægelse som meget voldsom, hvilket udløser svimmelhed.


De kan blive slået løse ved et kraftigt slag på hovedet. I andre tilfælde slipper ørestenene løs og ind i buegangene uden, at man ved hvorfor.


Behandlingen består i, at en kiropraktor eller speciallæge manipulerer de løse øresten ud af buegangen og tilbage i det indre øre, hvor de kommer fra, så de ikke forstyrrer balancenerven.



Virus på balancenerven:

Virus på balancenerven kan også være årsag til svimmelhed fra det indre øre. Sygdommen rammer oftest voksne mellem 30 og 60 år. Man kender ikke årsagen til virus på balancenerven, men virus spiller muligvis en rolle, idet tilstanden ofte forekommer efter en infektion i de øvre luftveje.


Symptomer på virus på balancenerven er pludselige anfald af roterende svimmelhed ofte ledsaget af kvalme, opkast og faldtendens. Nogen kan have en mere generel svimmelhedsfølelse og ubalance.


Idet tilstanden formentlig opstår pga. en virusinfektion, kan den ikke behandles med medicin. Det er op til kroppens immunforsvar at behandle tilstanden, og svimmelheden vil typisk gå over efter nogle dage eller uger. I nogle tilfælde vil man symptombehandle med medicin mod kvalme. Genoptræning af balancen skal påbegyndes så hurtigt som muligt.



Bivirkning af medicin:

Vær opmærksom på at nogle former for medicin, kan give svimmelhed. Hvis du oplever at din svimmelhed er kommet ifm opstart eller skift af medicin, bør du kontakte din læge for at høre om mulighederne for at prøve en anden type.



Kilde: sundhed.dk